Som boblerne i bækken - Ulla Fasting

Som boblerne i bækken er første bind i Ulla Fastings historiske slægtsroman. Romanen tager sin begyndelse i 1700-tallets Danmark, hvor kærlighed, tab og overlevelse væves ind i en fortælling inspireret af forfatterens egen slægt. Bogen åbner en verden af stærke følelser og livsvilkår, hvor fortidens stemmer klinger ind i nutiden. Det er en historie om mennesker, der formes af tidens store omvæltninger – og om de valg, der præger generationer.

Lyt til bogen

Dyk ned i udvalgte sider af bogen, læst højt af Ulla Fasting

Mashup Music Player — Glass + Waveform + Playlist

Track Title

Artist Name

0:00

-0:00

Bogens personer

Bag om alle Ulla Fastings karakterer, findes et dybdegående researcharbejde om virkelige mennesker. Læs om dem her.

Jacob Møller

Amalia Christiane Crone

Anders Schytte Møller

Christen Hee Wadum

Jacob Gude

Ane Kirstine Skou

Frøken Kirstine

Rebecca Nathan

Line

Federico

Jens Sørensen

Simon Andersen Dons

Andreas Georg Drachmann

Elise Henriette Kruse Müller

Moster Vita

Pierre

Johanne Jensen

Johannes Lund

Vita

Elises børn

Amalias og Jacobs børn

Christian Møller

Christen Hee Møller

Carl Marenus

Ida

Axel

Mathilde

Augusta

Hans Tellus

Valdemar

Johannes Nyholm

Portrætter

Her kan du stille din nysgerrighed og få ansigt på de mange karakterer i Som boblerne i bækken.

*På billedet ses formodentlig Elise (til højre) , uden at vi kan gøre os helt sikre.*

Anmeldelser

Klik dig ned i anmeldelserne af Som boblerne i bækken

Horizontal Slider

Ekstern anmeldelse Torndahl Books Besøg artiklen

Steder

Historisk baggrund

Bagved bogen som boblerne i bækken ligger et dybdegående researcharbejde, der tager afsæt Oplysningstiden og ind i Guldalderen. Få en bedre forståelse for hvilken verden, som bogens personer levede i.

Læs mere

Anvendt litteratur

Læs mere

Find Bogen her

Brændpunkt Saxo Biblioteket

Født 1822, dør ugift i en alder af 30 år, hun er nært knyttet til Augusta.

Anmeldelse i Ugeskrift for læger 30. december 2021

Lise Kirstine Gormsen, ph.d., cand.med., MHH Lektor, uddannelsesansvarlig overlæge Funktionelle Lidelser Aarhus Universitetshospital Universitetsbyen 21 og 23 8000 Aarhus

Titel: Som boblerne i bækken

Forfatter: Ulla Fasting

Forlag: Brændpunkt

Hvis man kan lide at læse om mennesker og historie, så kan jeg anbefale Som boblerne i bækken, der er en litterært bearbejdet familiefortælling i en historisk ramme med et godt indblik i tidens barske livsvilkår og med et persongalleri, som får en til at tænke på de store russiske romaner.

Jeg elsker at læse om mennesker og historie, så jeg har inviteret Ulla Fasting, som er tidligere medlem af Etisk Råd og tidligere regionsrådsmedlem i Region Midt, sygeplejerske og Master of Public Health, til at fortælle om sin nyeste bog Som boblerne i bækken på valgfaget: “Lægen og litteraturen” på medicinstudiets kandidatdel på Aarhus Universitet. Vi har aftalt at bruge bogen som udgangspunkt for en diskussion om lægens, sygeplejerskens og apotekerens roller igennem tiden.

Vi starter i Svendborg i 1776, hvor Jacob Møller bliver døbt. Selvom bogen har et herligt mylder af mennesker, hvis historier fletter sig ind og ud af hinanden, er Jacob Møller central som patriarken, hvis veluddannede efterkommere breder sig ud over landet. Jacob optages som vajse på Det Kgl. Vajsenhus i København, da han tidligt i livet bliver forældreløs. På Vajsenhuset, hvor undervisningen lægger vægt på at fremme elevernes interesse for læring i stedet for at bruge tugt (nogen tugt blev der vist alligevel brugt), bliver Jacob tryllebundet af Vajsenhusets apotek og bestemmer sig for at lære latin og læse farmakologi. Han kommer senere til Nyborg apotek og får i 1805 sit drømmeapotek, Det Kongelige Frederiks Hospitals Apotek, i forpagtning. Han er samtidig med H. C. Ørsted, som både har været hans lærer og kollega og har i lighed med ham et videnskabeligt syn på verden. Han har i sin ansættelse betinget sig, at han har et laboratorium til rådighed til forskning. Her kontrollerer han medicinske præparaters indhold og virkning og eksperimenterer sig frem til nye præparater. Hans tilgang til faget bringer ham dog bestandig i konflikt med hospitalets læger, som holder fast i gamle behandlinger uden bevislig effekt, for eksempel påsætning af igler. Han har også gentagne kontroverser med administratoren på hospitalet, idet denne hele tiden vil presse priserne nedad. Ulla fortæller de studerende, at hun genkender nogle af Jacobs diskussioner mellem administratorer, fagfolk og forskere fra sin tid som regionspolitiker. Ulla Fasting lader den lille Jacob Møller møde den unge Simon Andersen Dons, som er en anden af Ullas forfædre. Jacob er på vej til København, og Simon er på vej til greve Christian Ditlev Reventlow på Christianssæde på Lolland. Her bliver Simon involveret i de store landbrugsreformer og arbejdet med den store skolereform, som blev søsat i 1814. Ulla gør de studerende opmærksom på, at mange af den tids tanker kan vi genfinde i vores nutid.

Jacobs datter Augusta udfører sygepleje under koleraepidemien, og ved at benytte sig af sin families viden om planter virker hun som hjemmesygeplejerske i Borbjerg ved Holstebro, hvor hun slår sig ned hos sin bror og svigerinde. Broren er præst og optaget af Grundtvigs tanker, mens svigerinden Mine og Augusta opretter en højskole for unge piger i Grundtvigs ånd. Ulla gør opmærksom på, at det er omkring 6 år før højskolen i Ryslinge åbner dørene for piger. Ulla Fasting fortæller, at hendes far var praktiserende læge, og at hun som barn kørte rundt med ham til patienterne på Haderslev-egnen. Ullas far tilhørte den generation af læger, der brugte tyske lærebøger, og han var derfor fortrolig med den tyske tradition for brug af urter. Hun fik på den måde et indblik i den tids lægegerning.

Vi møder også Elise, en af Ullas tipoldemødre. Hun kommer fra Slesvig og er uddannet mejerske i den holstenske tradition. Det tog otte år at blive mejerske, og uddannelsen var erfaringsbaseret. Mange af mejerskerne tog en del af deres uddannelse på mejerier rundt omkring i Europa og kunne derfor tale fremmedsprog og førte en livlig korrespondance. Mejersken var ansvarlig for driften af mejeriet og husdyrholdet, men som kvinde kunne hun ikke varetage økonomien. Det kunne give kontroverser, og for Elise resulterer det i, at hun forlanger skilsmisse. Elise er anerkendt og bliver sidst i sin karriere ansat på Espe Herregård og udvikler her en Espe camembert. Dette kvindefag forsvinder, da der bliver oprettet en mejeristuddannelse på Landbohøjskolen, som kvinder ikke kunne søge ind på. De studerende drøfter med Ulla, om det kunne være kimen til slagmarken mellem professionsuddannelserne og universitetsuddannelserne.

Med Som boblerne i bækken skriver Ulla Fasting sig ind i exofiktionen, der i modsætning til den indadskuende autofiktion vender blikket udad mod virkelige personer og sætter historien i en fiktiv ramme. I en dansk sammenhæng kommer Ulla Fasting derfor i litterært selskab med to andre aktuelle romaner: Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen og Kvinden der samlede verden af Eva Tind. Begge bøger er exofiktion om hver sin danske videnskabskvinde, og begge bør være obligatorisk læsning for mennesker, der interesserer sig for videnskab. Ulla Fasting slutter sin fortælling, og svarer på de studerendes mange spørgsmål, blandt andet, – kommer der en fortsættelse? – ”den er på vej.”

Aarhus, december 2021

Lise Gormsen

“Som boblerne i bækken”, anmeldelse af apoteker Lisbeth Ørtoft

Der er ikke noget så dejligt som at få en velskrevet bog i hånden, og det får man i allerhøjeste grad med Ulla Fastings bog ”Som boblerne i bækken”. Bogen er både en historisk roman og en familiekrønike, der strækker sig over tidsrummet 1770 – 1864. Bogen giver et indblik i flere erhvervsgrene bl.a. apotekervæsenet og landbruget herunder mejeridrift. Alt er beskrevet med stor faglig indsigt og kærlighed til bogens personer.

En af bogens hovedpersoner – Jacob Møller – følger vi fra fødsel til død. Jacob Møller får trods en barsk start på livet en flot faglig karriere som apoteker. Han har som barn og ung det held at mødevelmenende personer, der tror på hans evner og hjælper ham på vej. Jacob Møller glemmer aldrig de personer, der gjorde det muligt for ham at forfølge sine drømme og giver gennem hele sit liv meget tilbage til samfundet. Vi følger flere af Jacob Møllers børn ud i livet, hvor de videregiver mange af de værdier de har fået med hjemmefra. Beskrivelsen af livet i præstegården i Borbjerg Holmgård og den dertil knyttede kvindehøjskole giver et godt indblik i brydningen mellem missionen og grundtvigianismen i det vestjyske tæt på Holstebro. Mejersken Eline Kruse er en anden af bogens succesrige personer – en rigtig karriere kvinde. Man kan ikke andet end beundre hendes ukuelighed og kamp for sit og sine børns liv. Børn der bliver hårdt ramt af krigen 1864. Bogen er gennemsyret af en fra forfatterens side utrolig stor kærlighed til alle bogens personer, og der er ingen tvivl om, at Ulla Fasting har været igennem meget kildemateriale for at skrive denne historisk korrekte bog. En bog der også beskriver forskellige egne af landet og det liv der leves der på godt og ondt.

For at få mest udbytte af bogen vil jeg anbefale at gå ind på Ulla Fastings hjemmeside www.ullafasting.dk Her findes bl.a. et givende personregister. Jeg ser frem til efterfølgeren ”Sårfeber”.

Lisbeth Ørtoft december 2021

Den historiske baggrund til Som boblerne i bækken

Da Verden blev oplyst – oplysningstiden 1750–1800

De personer, som vi møder i dette binds begyndelse, er født i anden halvdel af 1700-tallet. Den periode har fået betegnelsen Oplysningstiden. Oplysningstiden følger efter Pietismen. Skellet mellem de to perioder er glidende. Mennesker slipper ikke deres opvækst. De tager den med sig i voksenlivet samtidig med at de tager nye strømninger til sig. Oplysningstiden var en periode, hvor naturvidenskab og filosofi åbnede menneskers øjne for en ny verden. De inddrog den i den kendte, hvorved deres verdensopfattelse fik andre dimensioner. Folk stillede nye spørgsmål og søgte nye svar. Spørgsmålene rettede sig blandt andet mod autoriteter som kirken og den enevældige kongemagt, som med et revolutionært greb var blevet indført i 1661 efter, at Svenskekrigene var afsluttet i 1660. Svenskekrigene, hvor Danmark led et stort befolkningstab. Vi måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge og blev storpolitisk marginaliserede. Landet stod ribbet tilbage med en befolkning, som havde lidt og var blevet fattig og forarmet. Pietismen åbnede sin favn for disse forslåede mennesker. Under Pietismen blev der også stillet spørgsmål til kirken, men Guds eksistens blev der i den periode ikke sået tvivl om.

Personerne, vi kommer til at møde, er almindelige borgere, der alle er præget af deres tids tanker og ideer. De fleste, men ikke alle, hvilede trygt i deres tro på Gud og et gudsforhold præget af Pietismen, samtidig med, at de tog de nye strømninger til sig og troede på en fremtid, hvor fornuft og viden og en indsats for de trængte ville få det bedste frem i mennesket til gavn for landet. De var også iværksættere og handelsfolk og handlen blomstrede og gav perioden endnu et navn, den Florissante periode. At det indebar handel med slaver blev efterhånden for nogen et problem for deres kristne etik. Samtidig blæste der nye humanistiske vinde ind over Danmark fra de omgivende europæiske lande.

Vi kommer til at følge de personer, vi møder her i bogens første afsnit frem til deres død. Deres børn og andre tager gradvist over og de bliver repræsentanterne for det følgende århundrede, 1800-tallet. Igen kommer der nye strømninger til os fra Europas mangeartede kulturer, som giver nye vinkler og nye ideer samtidig med at arven fra de tidligere epoker stadig er til stede. Begyndelsen af 1800-tallet får betegnelsen Romantikken. I Danmark får denne periode desuden navnet Guldalderen til trods for, at det for os bliver et århundrede med store tab. Først krigene mod England, hvor København bliver sat i brand og vi mister vores flåde, så tabet af Norge, en malaria- og siden en koleraepidemi og de to Slesvigske krige med smertefulde konsekvenser. Danmark blev endnu mindre, men kultur, tænkning og videnskab blomstrede og gav trods de mange tab, kriser og fattigdom også befolkningen en gylden epoke. Dette bind slutter sommeren 1864 med nederlaget til prøjserne og den tabte krigs konsekvenser begynder at tegne sig.

Pietismen i Danmark

Efter de ødelæggende Svenskekrige (1657–1660) søgte Danmark indad. Her fik pietismen – en luthersk fromhedsbevægelse – fodfæste. Hvert år d. 11. februar markerede man i København Taksigelsesfesten, en tak til Gud for, at svenskernes storm på byen var slået fejl.

Grundlæggere og idéer

Pietismen blev grundlagt af Philipp Jacob Spener (1634–1705) i Frankfurt. Han lagde vægt på personlig tro, bibellæsning, konfirmation og aktivt menighedsliv. Hans ven August Hermann Francke (1663–1727) systematiserede tankerne og gjorde omvendelse, anger og et nyt liv i fromhed til centrale elementer. Han afviste dans og forlystelser og engagerede sig stærkt i børns uddannelse og sociale forhold.

Det Kongelige Vajsenhus

Franckes pædagogiske idéer prægede bl.a. Det Kongelige Vajsenhus i København (1727), oprettet af Frederik 4.. Vajsenhuset blev en kulturbærende institution med trykkeri, apotek og kirke. Blandt præsterne var Enevold Ewald og salmedigteren Hans Adolph Brorson, begge markante skikkelser i bevægelsen.

Reform og kritik

Pietismen så sig selv som en reformbevægelse inden for statskirken og betonede den enkeltes oplevelse af troen. For nogle førte kritikken af stat og kirke til udvandring, især til New England, hvor de frit kunne praktisere deres tro.

Pietismen ved hoffet

Fra omkring 1700 fik pietismen hurtigt indflydelse ved hoffet i Danmark. Det afspejlede sig i fattigloven af 1708, der styrkede både fattigforsorg og skolevæsen med særligt fokus på kristendomsundervisning.

Pesten kommer til Danmark

Pesten var brudt ud i Polen i 1709 og kom til Sverige 1710. Kongen, Frederik 4., havde på sin rejse til Italien set og lært, hvordan man kunne inddæmme sygdommen ved at oprette karantænestationer, hvor man isolerede potentielle smittebærere. Italienerne havde også oprettet sundhedskommissioner, som skulle forebygge at pesten kom ind i landet og hvis den gjorde, at den blev isoleret og ikke spredte sig i befolkningen. Kommissionerne havde således myndighed til at isolere og arrestere borgerne og begrænse deres færden. Frederik 4. oprettede efter italiensk model straks, da pesten brød ud i Polen, en karantænestation på Saltholm i Øresund. Lignende foranstaltninger blev etableret rundt i landet. Ankom et skib til Københavns Red, som man mistænkte havde smitten ombord, blev besætningen isoleret på Saltholm i 40 dage. Kongen nedlagde desuden forbud mod handel med pestramte byer. Præsterne påbød deres kirkegængere at vaske hænderne i eddike inden de trådte ind i Guds hus.

I to år lykkedes det at holde pesten uden for landets døre. Men 10. januar 1711 rapporterede to læger om en epidemi i fiskerlejet Lappen ved Helsingør. Trods militær bevogtning af Lappen bredte smitten sig, og mennesker i hobetal bukkede under. Hele familier blev udryddet. I København døde 23.000, hvad der svarede til en tredjedel af byens indbyggere. Havde det ikke været for myndighedernes indsats og den myndighed, de var blevet udstyret med, kunne mange flere være døde. Folk var nemlig genstridige, de nægtede at lade sig isolere og de nægtede barbererne at komme på besøg og skære deres bylder op, tømme og rense dem, selvom man vidste, at det havde en effekt.

Pesten efterlod en erfaring om indsamling af viden og organisering, som genfindes den dag i dag i bekæmpelsen af epidemier lokalt såvel som internationalt.

Rytterskoler

I årene 1722–27 blev der på Frederik 4.s foranledning opført Rytterskoler på krongodsets bøndergårde. Der var 12 rytterdistrikter i landet og hvert enkelt distrikt blev pålagt at oprette 20 skoler. Samtidig blev der indført skolepligt for alle distriktets børn fra femårsalderen.

Undervisningen i kristen børnelærdom og læsning var gratis, men regning og skrivning krævede forældrebetaling. Skolerne kom til at lægge grunden til Skoleloven af 1814.

Frederik 4.’s søn Christian 6. (1699–1746) og hans dronning Sophie Magdalene (1700–1770) var begge grebet af pietismen. De var under stor indflydelse af deres hofpræst Johannes Bartholemæus Blume (1681–1753). Det førte til, at Christian 6. forbød enhver forlystelse om søndagen. I 1735 udstedte han en helligdagsforordning om tvungen kirkegang. Hvis man forsømte sin pligt medførte det bøder eller gabestok. I 1736 indførte han konfirmationen og lukkede samtidig teatrene.

Pietismen i Danmark havde en stærk kvindeskikkelse, Marie Wulfs (1685–1738). Marie Wulfs var blevet enke med seks børn og et stort hus. Men da København blev hærget af en stor brand i 1728, åbnede Marie Wulfs sit hus for de mange hjemløse. Marie kom fra Sønderjylland, hvor hun havde stiftet bekendtskab med pietismen og Brorson gennem hans salmer. I København havde hun desuden mødt herrnhuterne, og hun blev grebet af deres inderlige tro. Herrnhuterne holdt adskilte møder for mænd og kvinder, hvilket inspirerede Marie til at åbne sit hjem for kvinderne og afholde studiekredse og fælles måltider i sine stuer. På et tidspunkt blev det for meget for kongen med de private møder, og han forbød dem. Fremover måtte lægfolk ikke udbrede pietismen. Det blev forbeholdt præsterne. Men ude langs med vestkysten fortsatte herrnhuterne med at udbrede deres vækkelse.

Obligatorisk konfirmation 1736

Der var blevet indført obligatorisk konfirmation i 1736, men man kunne ikke blive konfirmeret, hvis ikke man bestod kundskabsprøven i den kristne børnelærdom. Den unge fik, når prøven var bestået en attest og med den kunne han eller hun få sin skudsmålsbog. Den var vigtig, da den var en forudsætning for at komme ud og tjene og den fulgte sin ejermand gennem hele livet. Men der var børn, der af den ene eller anden grund ikke magtede at bestå kundskabsprøven og derfor ikke kunne konfirmeres. Der er eksempler på, at nogle stadig gik i skole, når de var oppe i tyverne. Nogle præster forbarmede sig over dem og gav dem lidt undervisning, så de kunne komme gennem nåleøjet, men ikke alle var så heldige at have en sådan præst. De blev måske i stedet opfattet som dovne og vrangvillige og i yderste konsekvens kunne de komme i fængsel.

Det var ikke direkte pietismens mål at få en oplyst befolkning. Men konfirmandundervisningen fik stor betydning for befolkningens læsefærdighed. Biskop Erik Pontoppidan (1698–1764) havde til konfirmationsundervisningen udgivet en lærebog med 759 spørgsmål, der skulle besvares. Allerhelst skulle man kunne bogen udenad. Vægtningen af konfirmandundervisningen bevirkede, at de unge, der var i stand til at lære at læse, fik en på den tid stor læsefærdighed. De blev i stand til at læse øvrighedens dokumenter, oplysende pamfletter og selvfølgelig testamenterne. Man fik med læsefærdigheden myndiggjort befolkningen og lagt grunden til oplysningstiden.

Ludvig Holberg

I 1754 døde Ludvig Holberg 70 år gammel. Da han mod livets afslutning så tilbage på sit livs gerninger, kom han frem til, at han havde været sit fædreland en god og nyttig borger. Holberg skrev med et skarpt blik om sin samtid, men han skuede også tilbage og frem og så langt ud over landets grænser. Han beherskede alle genrer. Som komediedigter havde han et stort publikum, men også som essayist, historiker og erindringsskribent var han kendt og agtet.

Holberg havde i høj grad med sine komedier og skrifter gødet jorden for sidste halvdel af 1700-tallet, oplysningstiden. Han havde med sin spidse, ironiske og tvetydige pen stillet sin samtid til skue og ladet sine figurer bringe emner op som ytringsfrihed, ligestilling og menneskerettigheder. Publikum morede sig og mærkede knap nok, at nye tanker lagde sig til rette i deres sind. Holberg var et troende menneske og han var ikke revolutionær, men mente, at forandringer skulle ske gennem oplysning og reformer.

Oplysningstiden

Pietismen blev som nævnt ikke afskaffet med oplysningstidens indtog. Dens tankegods og etik fulgte med og prægede de mennesker, der kom til at definere oplysningstiden.

Oplysningstiden blev i Danmark i høj grad farvet og formet af strømningerne syd fra, fra Frankrig, Tyskland og Svejts, men også fra England og Holland. Flere af oplysningstidens fremtrædende mænd og kvinder var forankret i en dyb kristen tro, som pietismen havde givet dem og som kom til at præge deres reformer med en humanistisk grundtone. Lensgreve Christian Ditlev Reventlow (1748–1827) følte det som en kristen pligt at hjælpe de magtesløse og lidende i samfundet. Samtidig var han som mange af de andre reformivrige drevet af en tro på, at hvis bonden blev en fri mand, så ville ikke kun bonden selv få gavn af friheden, men bondens frihed ville gavne hele landet. Reventlow oplevede mod slutningen af sit virke at blive bekræftet i sin tro. I et brev fra 1820 skriver han, at – ’dengang kunne jeg kun klage over deres (bøndernes) dumhed og træghed, nu er de herlige mennesker, i stand til al godt.’ (Dansk biografisk leksikon XIV).

Gudstroen var en selvfølge for de fleste mennesker i Oplysningstiden og Gud havde skabt den verdensorden, man levede i, men det var ikke Gud, der styrede samfundet. Det var fornuftens mænd, der ledede landet sammen med kongen og som udformede og vedtog lovene uden Guds indblanding.

Oplysningstiden blev kendt for sin optimistiske tro på mennesket, dets fornuft og troen på det nyttige i at søge viden og oplysning. Men der var også en ny interesse for kroppen, dens stumme sprog om følelser og tanker. Så fornuften får en mod- og medspiller i en dialog med det subjektive. Oplysningstidens repræsentanter var nysgerrige og eksperimenterende. De lagde vægt på sansning og bevægelse, men også på at det givne skal efterprøves og gøres til genstand for observation og overvejelser. Interessen for matematik og fysik glider lidt i baggrunden til fordel for fysiologi, biologi, naturhistorie og botanik. Oplysningstiden bliver således mere kendetegnet ved en analytisk filosofi i modsætning til den foregående periodes systemtænkning. Der er samtidig en æstetisk interesse for menneskekroppen, som man forsøger at frigøre fra en forældet moral og konventioner, men kroppen slipper ikke for smerten.

Det var ikke universiteterne, der i første omgang lod sig befrugte af de nye tanker. Her holdt teologi og latin i lang tid stand. Det blev derimod steder som Sorø Akademi, som Holberg havde doneret en stor del af sin formue til, der blev eksponent for Oplysningstiden, og det blev i de mange klubber og saloner, der blomstrede i København. Særlig opmærksomhed har Charlotte Schimmelmanns (1757–1816) salon fået. Her mødtes adelen og fremtrædende personer fra det øverste lag i borgerskabet. Schimmelmanns boede i Bredgade i det palæ, der siden blev Odd Fellow Palæet. Her blev der holdt salon om vinteren og om sommeren var det på landstedet Sølyst ved Klampenborg.

Sommersalonerne var mere formløse og med en mere fri samtale. Charlotte Schimmelmann var gift med Ernst Schimmelmann (1747–1831), en af landets rigeste mænd, en rigdom der i høj grad var funderet på handelen med sukker og slaver på de Vestindiske øer. Men med de stærke humanistiske strømninger i oplysningstiden blev handlen med slaver et stigende og ubehageligt problem for Schimmelmann, og han fik selv indført loven om forbud mod slavehandel i de danske kolonier, som skulle træde i kraft 1803.

Borgerskabet mødtes i forskellige klubber. Mændene diskuterede politik og samfundsspørgsmål, men de fleste klubber udviklede sig efterhånden til steder, hvor mændene i fred og ro også kunne spille kort, drikke punch og ryge tobak. Kvinderne mødtes hos hinanden og drøftede blandt andet pigernes skolegang og tanker i tiden, og de mødtes i læseklubber eller musicerede sammen.

Landbruget

I første halvdel af 1700-tallet var dansk landbrug i en elendig forfatning. Udviklingen var gået stå. Jorden var udpint, skovene var misligholdte og store områder var blevet ødelagt af sandflugt. Kvægpesten havde hærget og godsejerne havde forlangt mere hoveri af deres fæstebønder, som derved forsømte deres egen jord. Samtidig bevirkede frygten for en ny krig med Sverige, at staten opretholdt et højt militært beredskab. Hvilket for bønderne indebar en længere militærtjeneste. Den enkelte bonde havde som følge af alle disse forhold meget små muligheder for at forbedre sit eget udbytte.

Danmark kunne således ikke efterkomme et stigende behov for landbrugsprodukter hverken hjemme eller i Europa, hvor befolkningstallet voksede samtidig med, at de mange krige krævede flere fødevarer udefra. Regeringen besluttede derfor at indføre Stavnsbåndet i 1733. Stavnsbåndet forbød bønderkarlene at forlade deres fødesogn uden tilladelse.

Men landbruget var stadig lidende og flere ledende personligheder og regeringen erkendte gradvist, at der måtte gøres noget radikalt for at landbruget kunne komme ud af krisen.

Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab

Der var behov for en organisation, der kunne samle ny viden om dyrkningsmetoder, afgrøder, gødskning, redskaber og behandling af sygdomme i afgrøder og husdyrhold. Denne organisation skulle desuden formidle denne viden ud til bønderne. Bønderne skulle oplyses.

Den 29. januar 1769 blev Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab oprettet i Prinsens Palæ, som nu huser Nationalmuseet. Selskabet blev senere til Den Kongelige Danske Veterinærskole i 1773.

Selskabet fik hurtigt betydningsfulde medlemmer som Reventlowerne, Bernstorfferne, Colbiørnsen, Ove Høegh-Guldberg og mange flere samt – og det var vigtigt – kongens bevågenhed og støtte.

Flere af disse mænd blev de ledende kræfter bag de store og gennemgribende landboreformer og ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Landhusholdningsselskabets første præsident var J.H.E. Bernstorff (1712–1772). Han var selv en pioner. På sit gods i Gentofte gennemførte han flere af landboreformerne og blev en af dem, der viste vejen for andre: Christian Ditlev Reventlow på Christianssæde på Lolland, hans bror Johan Ludvig (1751–1801) på Brahetrolleborg på Fyn og Andreas Peter Bernstorff (1735–1797), en nevø af J.H.E. Bernstorff.

Christian Ditlev Reventlow var aktiv på flere områder, men det blev især landboreformerne, de økonomiske reformer, skovbrugsreformerne og uddannelsesreformerne, som kom til at bære hans præg og den tids levende tro på fremtiden. Det var karakteristisk for Reventlow, at han ikke bare læste om skovdriften, men deltog aktivt i at pleje og passe sine skove. Han lavede systematiske iagttagelser og forsøg. Reventlow var af den opfattelse, at nok kan man læse sig til meget, men det er gennem det praktiske arbejde, at man gør sine erfaringer og kan vurdere gyldigheden af andres viden.

Landhusholdningsselskabet fik stor betydning for den praktiske gennemførelse af landboreformerne. Bag anvisningerne kom der til at ligge gennemarbejdet viden. Der blev udskrevet konkurrencer, som førte til forskning og afhandlinger, dygtige landmænd blev præmieret og man etablerede forskellige landbrugsuddannelser. Dertil kom udgivelsen af en almanak, der fungerede som et fagtidsskrift. Almanakken kom ud i næsten alle hjem med anvisninger på, hvordan landbruget kunne forbedres. Bøndernes læsefærdighed som følge af konfirmationen kom således i høj grad til at gavne landboreformernes forankring hos bønderne og deres virkeliggørelse.

Struensee

Oplysningstiden i Danmark blev også perioden med kongen Christian 7. (1749 – 1808) og hans livlæge Johann Fridrich Struensee (1737 – 1772). Som en følge af kongens tiltagende sindssygdom fik Struensee overdraget mere og mere magt, hvilket resulterede i en række reformer og love – mange i oplysningstidens ånd. Med Struensees fald og henrettelse blev reformerne rullet tilbage, men de havde åbnet døren på klem til en fremtid, som tiden endnu ikke var moden til.

Struensee var læge i Altona, da han blev anmodet om at ledsage den unge konge på hans udlandsrejse. Et af Christians ønsker var at besøge Voltaire (François-Marie Arouet, 1694 – 1778), en af Oplysningstidens mest indflydelsesrige personer. Hans ideer havde gjort et dybt indtryk på kongen. Voltaire skrev senere et offentligt brev til ham, hvori han hyldede det danske monarki som Europas mest frisindede. Kongen fik stor tillid til Struensee, og det førte til, at han i 1768 kom til København som kongens livlæge. Caroline Mathilde (1751 – 1775), kongens unge hustru og søster til den engelske konge, var kun 15 år, da hun kom til Danmark for at blive gift med den 17-årige og psykisk skrøbelige konge.

Christian mistede sin mor i forbindelse med fødslen, og han var endnu ikke fyldt 17, da hans far døde, og han blev konge. Historikere mener, at han var velbegavet, talte flere sprog og var vidende om tidens filosofiske tanker. Men han havde været udsat for en hård opdragelse, som kan have bidraget til hans psykiske nedbrud. Hans hushovmester og lærer Ditlev Reventlow (1712 – 1783) – ikke at forveksle med Christian Ditlev Reventlow – havde indført et pryglesystem i opdragelsen. Senere fik han, sandsynligvis på J.H.E. Bernstorffs foranledning, en ny huslærer: Élie Salomon Francois Reverdil (1732 – 1808) fra Schweiz. Christian knyttede sig stærkt til ham og udnævnte ham til sin kabinetssekretær, da han besteg tronen.

Reverdil blandede sig gennem kongen i regeringssagerne og fik stor indflydelse, om end diskret. Han havde et særligt fokus på bøndernes forhold og udarbejdede dokumenter om landbrugets reformmuligheder. I 1767 medførte dette nedsættelsen af en Landvæsenskommission, som han selv blev medlem af. Kort efter måtte han dog forlade landet, mod en godtgørelse på 10.000 rigsdaler. Årsagen er uklar. Struensee fik ham senere overtalt til at vende tilbage i 1771 for at tage sig af den syge konge. Ved gensynet blev Reverdil forfærdet over kongens tilstand, men blev hos ham indtil Struensee blev væltet.

Christian havde på rejsen knyttet sig til Struensee, på samme måde som til Reverdil. Struensee fik gradvist mere indflydelse på regeringsførelsen, samtidig med at hans fortrolighed med Caroline Mathilde udviklede sig til et forhold. Louise Augusta blev født og anerkendt som kongens datter. Det er dog aldrig bevist, at hun var Struensees barn. Både Struensee og Caroline Mathilde havde åbne forhold.

Struensee manglede Reverdils diskretion og var besat af en reformiver uden tøven. På få år blev han en særdeles magtfuld – og hadet – mand. Han udnævnte sig selv til greve og gehejmekabinetsminister med fuldmagt til at udstede kabinetsordrer, som blot senere skulle forelægges kongen til godkendelse. På halvandet år fik han vedtaget næsten 2000 love, bl.a. om trykkefrihed, forbud mod tortur og bedre forhold for fæstebønderne. For at finansiere reformerne skar han ned på lønninger og afsatte folk. I jagten på midler lukkede han Vajsenhuset, hvis formue var vokset gennem monopol på bibelsalg. Huset åbnede igen, da Struensee var blevet henrettet.

Hadet mod Struensee voksede især blandt borgerskabet, adelen og militæret. Struensee skulle skaffes af vejen.

Ove Høegh-Guldberg

Ove Høegh-Guldberg (1731 – 1808) var professor ved Sorø Akademi, da han blev kaldt til hoffet som lærer for arveprins Frederik (1753 -1805), enkedronning Juliane Marie (1729 -1796) søn. Høegh-Guldberg var moderat reformvenlig, teologisk konservativ, markant dansksindet og overbevist tilhænger af enevælden. Han afskyede Struensee, hans oplysningstanker, hans ateisme, hans reformer, hans magt over kongen og over dronningen og at Struensee fremhævede sin tyske baggrund.

Ved kuppet mod Struensee 17. januar 1772 var Høegh-Guldberg kontaktpersonen mellem enkedronning Juliane Marie og kupmagerne og blev medlem af den kommission, der skulle dømme Struensee.

Til stede ved henrettelsen af Struensee og vennen Brandt var inspektør ved Vajsenhuset Jacob Gude (1754 -1810). Han skriver i sine erindringer:

Under Henrettelserne stod jeg tæt ved, hvor Holmens Magt [matroserne] var opstillet. Et ungt Menneske af disse sagde, da Struensees Hoved var afhugget: ’Nu er det nok! Det andet (han mente Parteringen) kunde de gerne lade være.’ Hvor menneskeligen tænker ikke ofte den ringeste Almue!‘

Det var tilsyneladende nødvendigt for de nye magthavere at statuere et eksempel, men for mange blev den middelalderlige partering for meget.

Høegh-Guldberg fik ikke umiddelbart nogen høj post i det nye styre, men han blev i 1774 gehejmekabinetssekretær samtidig med at han havde et nært forhold til enkedronningen. Der var oprettet et gehejmestatsråd, der skulle behandle statens sager, men Høegh-Guldberg undlod efterhånden at forelægge sagerne for rådet, i stedet tog han selv beslutningerne i kabinettet og blev herved regeringens mest magtfulde mand. Kongen havde han sat helt ud af spillet. Høegh-Guldberg gjorde meget for at vinde tilslutning fra den borgerlige middelklasse, der var misfornøjede med, at der var så mange udlændinge på de øverste poster i staten.

Misfornøjelsen med udlændingene førte til, at Høegh-Guldberg fik Christian 7. til at udstede loven Forordningen om Indfødsretten 15. januar 1776. Det var allerede omkring 1740, at tankerne om national identitet begyndte at tage form. Befolkningen skulle have et fælles fødested, en fælles fortid og et fælles sprog, det danske. Andre var de fremmede og efterhånden blev de fremmede tyskerne. Problemet var, at Danmark indbefattede Hertugdømmerne, hvor Holsten var tysktalende, det samme var en stor del af sydslesvigerne. Det medførte, at mange begyndte at opfatte de strømninger, som holstenerne bragte til Danmark som fremmede. De tyskinspirerede tanker foldede sig især ud i det højborgerlige salonmiljø i København og i mindre grad i den borgerlige middelklasses klubber. Ikke alle var opmærksomme på den latente konflikt. Men Christian Ditlev Reventlow forstod tidligt den fare, som ulmede. Han var både dansk og tysk og lagde vægt på, at han i danske omgivelser talte dansk. Det gjorde han for eksempel, når han besøgte Slesvig og han skrev sine rapporter fra Slesvig på dansk. I Holsten skrev og talte han på tysk. Hans bøger om skovvæsen skrev han på dansk.

Loven om Indfødsretten fastslog, at for at opnå et embede i staten skulle man være født i staten. Den blev så populær, at man døbte et nyt orlogsskib Indfødsretten og digteren Johannes Evald skrev et hyldestdigt til loven.

Udenrigsminister A.P. Bernstorff blev ofret og afskediget og Høegh-Guldberg overtog selv posten. Christian Ditlev Reventlow blev udelukket.

Kuppet 14. april 1784

Grunden var dermed lagt til det næste kup som fandt sted den 14. april 1784, da kronprins Frederik var blevet myndig og konfirmeret. Kupmagerne var denne gang kronprins Frederik, greverne Christian Ditlev Reventlow, A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann med flere. Det lykkedes kupmagerne at overraske Høegh-Guldberg, få ham fjernet og i stedet indsat kronprinsen, der som en af sine første handlinger udnævnte Høegh-Guldberg til stiftamtmand i Århus. Bernstorff blev indsat som kronprinsens vigtigste rådgiver.

Landboreformerne

Landboreformerne havde stået i stampe under Guldbergstyret. Med Høegh-Guldbergs afgang var vejen nu banet for reformerne, som i den mellemliggende fase var blevet godt gennemarbejdet og klare til at blive vedtaget og sat i værk. Det gik slag i slag, først Forordningen af 8. juni 1787, som ændrede fæsteforholdet til gavn for bønderne, så kom Stavnsbåndets ophævelse ved forordningen af 20. juni 1788. Hoveritjenesten blev ved den lejlighed ændret og i 1799 blev der gjort en ende på det ubestemte hoveri.

Struensee havde forsøgt at reformere hoveriet. Med forordningen af 20. februar 1771 vendte han fuldstændig om på godsejerens og bondens forhold til hinanden. Godsejerens krav om hoveri skulle ikke længere tage udgangspunkt i godsets behov for arbejdskraft, men i størrelsen på bondens gård og afstanden i forhold til godset. Desuden skulle bonden hver dag have en kvittering for sit arbejde. Det var en stor lettelse for godsejerne, da Struensee blev væltet og hans hoverilov straks blev ophævet. En lov fra 1773 satte ingen grænser for hoveriet. Men det blev der nu.

Skolereformen

Christian Ditlev Reventlow vidste, at landboreformerne ville fordre, at skolen også skulle reformeres. Der var brug for en oplyst bondebefolkning. Sammen med sin bror Johan Ludvig kopierede han i store træk godsejer Friedrich Eberhard von Rochows (1734–1805) skole i Tyskland. Reventlowerne var i stadig korrespondance med von Rochow, som havde udviklet et skolesystem for almuebørnene. Rochow mente, at børn ikke skal lære ting, som de ikke kan forstå, fordi de er for unge og derfor ikke beredte og han var af den overbevisning, at undervisningen skulle være fornøjelig uden skænd, hug og slag.

Von Rochow havde været i Svejts og besøgt Johann Heinrich Pestalozzi (1746–1827), en svejtsisk pædagog, der som ung havde været under stærk indflydelse af Rousseau (1712–1778) og som havde indrettet en skole for halvtreds fattige og hjemløse børn på sin gård allerede i 1775. Pestalozzi mente ikke, at man skulle straffe børn, men forsøge at åbne deres sind. De skulle have sanseindtryk fra naturen. Han så sanseindtryk fra naturen som det sandeste grundlag for undervisning og tilegnelse af viden, og han ønskede at udvikle barnets evner ved stadig at udfordre til selvaktivitet og virke. Pestalozzi troede på en vekselvirkning mellem produktivt arbejde og undervisning.

Det produktive arbejde og dannelsen skulle være forbundet og skabe en sansemæssig, moralsk og intellektuel enhed. Barnets håndelag skulle samtidig udvikle dets kunstneriske og æstetiske dannelse. Hoved, hjerte og hånd skal være forbundne, var Pestalozzis pædagogiske grundsætning.

Det var dog ikke sådan, at alle børnene i den Reventlowske skole skulle lære det samme. Hvis man skal være gårdmand, så skal man være i stand til at kunne læse alt det, som man bliver præsenteret for og man skal kunne skrive med en læselig hånd. Man skal kunne regning, så man eksempelvis kan regne ud, hvad 1 skæppe mel koster, hvis 3 skæpper koster 8. Man skal også kunne de forskellige grammatiske køn og kunne bøje ordene. Og så skal man selvfølgelig kunne forstå sig på fornuftig avling. En husmand behøver ikke kundskab i avlingen eller det fuldkomne i regningen. Hvis en mand skal være daglejer, så behøver han kun at få at vide, hvordan et arbejde skal udføres.

Børnene skulle, selv om de gik i skole, stadig hjælpe hjemme med arbejdet i husholdningen og på marken. Men ikke alle steder efterlevede man Pestalozzis syn på udnyttelsen af børn – han mente, at børnearbejdet forkrøblede deres kroppe.

Optakten til folkeskolens grundlov 1814

Det var 1700-tallets personer Rousseau, Spener, Francke, Pestalozzi og von Rochow, der havde skabt de tanker, som Reventlowerne fik udmøntet i:

Folkeskolens grundlov 1814 § 27:
I henseende til Straffene, bør Skolelæreren især afholde sig fra al Behandling, som enten kunne have skadelig Indflydelse paa Børnenes Legemer, eller være den, med Straffen tilsigtede Forbedring iveien.

Han maa aldrig tillade sig at give Børnene Ørefigen, Stød eller Slag med Haanden, at knibe dem, eller bruge Skielsord imod dem. Ligesaalidet maa han indføre Skambænk eller Skamkrog.

Det blev kun en udvalgt skare af lærerne efter 1814, som tog lovens bestemmelser til sig og som levede op til dens intentioner.

Børneavisen 1779

I 1779 udkom en af de første aviser for børn i Danmark Magazin des Enfants. Borgerskabets børn lærte fransk, derfor kom avisen på fransk. Avisen var således ikke tænkt som en avis, der skulle nå ud til alle børn. Oplysningen fandt sted i et samfund, som trods oplysningstidens idealer om tolerance, lighed og universalisme endnu ikke helt kunne forestille sig lighed mellem lagene i samfundet.

Samfundsforholdene

Omkring 1750 var Verdens befolkning ud fra meget forsigtige skøn oppe på 750 millioner beboere. Langt de fleste boede i Asien. Asien rummede derfor muligheder, som Europa var begyndt at få øjnene op for. Interessen for det fremmede var voksende. Europas befolkning var på omkring 140 millioner. Væksten havde stået stille i mange år på grund af pestepidemierne med misvækst til følge og fordi kvindernes fertilitet faldt som følge af sult og mange af de børn, der blev født, døde. Desuden var der krigene, som tog de unge bønder væk fra markerne og kom de tilbage, var de måske lemlæstede på krop og sjæl.

Befolkningen blev lav af vækst. Fra skeletfund ved vi, at det ikke var usædvanligt, at befolkningen i 1400-tallet kunne blive op mod 2 meter høje. Man har sammenlignet skeletfundene med spisereglementerne for lejesoldater i den periode. Det viser sig, at lejesoldaternes madrationer overvejende bestod af kød og kun lidt brød. På det tidspunkt var der nok kød til at føde en stor del af befolkningen, idet bønderne kunne lade deres dyr gå frit i skovene, hvor der en stor del af året ville være føde i form af blade og bog og agern fra træerne.

Men i 1600-tallet begyndte man at fælde skovene for at kunne opvarme husene og adelens slotte. Kød blev en sjælden spise for almuen. Det blev erstattet af brød, kartofler og kål. Også skibsværfterne efterspurgte træ, da der skulle bruges store mængder til at bygge den voksende handelsflådes skibe. Så hvad man tjente på kolonialvarerne fra Ostindien og slavehandelen på Vestindien, kunne man med omvendt fortegn aflæse på befolkningens vækst.

Den Florissante periode

Ostindisk Kompagni og Vestindisk Kompagni

Briterne erobrede i 1757 området Bengalen i Indien og udvidede frem til 1820 deres magt til at gælde næsten hele Indien. Det skabte mulighed for en større handel med Asien, hvad Danmark kom til at nyde godt af. Blandt andet kom der asiatiske luksusvarer til København.

Fra begyndelsen af 1600-tallet havde Danmark satset på at opbygge en handel med Indien og Kina og tilegne sig handelsstationer, som blev kolonierne Trankebar, Serampore og Nicobarerne. Danmark ønskede let adgang til de eftertragtede kolonialvarer som kaffe, the, sukker og krydderier. Man oprettede derfor Det Ostindiske Kompagni i 1616. Det kom senere til at hedde Det Asiatiske Kompagni. I 1848 blev kompagniet nedlagt. Kompagniets storhedstid foldede sig ud i anden halvdel af 1700-tallet og var dermed sammen med Vestindisk Kompagni med til at give perioden betegnelsen den Florissante periode (1778-1807).

Danmark deltog i det, som blev kaldt trekantshandelen. Skibene fra København blev lastet med geværer, ankre med brændevin, halvædelsten, mundharper m.m. Disse ting skulle bruges til at købe slaverne. Når skibene var blevet losset, blev de ombygget til slavehalere med hylder, hvor det sorte guld kunne stuves sammen og fragtes til Vestindien og til Nord- og Sydamerika. Forholdene om bord var grusomme, og hen mod hver tredje slave døde på turen over. De, som overlevede, blev ved ankomsten solgt til sukker- og bomuldsplantagerne. På de rengjorte og atter ombyggede skibe blev den producerede sukker og bomuld sendt til Europa. Handlen var særdeles givtig for ejerne, og København oplevede en stor og blomstrende vækst.

De store palæer, som den dag i dag præger København, blev opført i denne florissante periode af byens rige handelsfolk. Det var mænd som Heinrich Carl Schimmelmann og hans søn Heinrich Ernst Schimmelmann. De opbyggede store forretningsimperier med plantager og fabrikker. Som en følge af deres store formuer fik familien Schimmelmann stor politisk indflydelse i landet. Asiatisk Kompagni tjente også store formuer hjem til landet i de år og var i stand til at finansiere rytterstatuen af Frederik 5. på Amalienborg Slotsplads. Man havde fået en af Europas ypperste billedhuggere til at påtage sig opgaven, den franske billedhugger Jacques François Joseph Saly (1717-1776). Statuen kom til at koste den svimlende sum af 500.000 Rigsdaler, hvad der svarede til cirka en femtedel af udgifterne til det nyopførte Amalienborg.

Neutralitet og handel

1700-tallet blev for Danmark en periode, hvor krige blev afløst af handel, og Danmark blev derfor mere engageret i at føre en neutralitetspolitik end at indgå alliancer, som kunne føre landet ud i nye krige. Danmark havde været tæt på udslettelse i krigene mod svenskerne. Efter den første krig måtte Danmark ved freden i Brömsebro i 1645 afgive Halland i 30 år, Härjedalen og Jämtland samt Gotland og Øsel til svenskerne. Værre blev det, da de to lande efter den anden svenske krig den 26. maj 1660 underskrev den barske fredstraktat, hvor Danmark godt nok overlevede som nation, men for altid mistede Skåne – en af Danmarks mest velhavende og tættest befolkede provinser – og samtidig mistede håbet om nogensinde at kunne blive en indflydelsesrig stormagt. Men Danmark havde heldigvis beholdt sin flåde og opbyggede i løbet af 1700-tallet en blomstrende handel.

Der var myldrende travlhed på kajen på Christianshavn med skibe, der endelig vendte tilbage fra en ofte dramatisk langfart, en lang rejse, som kunne tage år. Der var et stort opbud af tilstrømmende folk: pårørende, handelsfolk, daglejere, nysgerrige og en masse børn. Mens skibet lagde til, bredte duften sig ud over kajen fra de mange kolonialvarer sammen med en duft af det fjerne, som var svær at beskrive, men som alle fornemmede. Ud over de saligt duftende varer medbragte skibene den eftertragtede bomuld og silke samt porcelæn og mange andre eksotiske varer. Dertil kom de små og store fortællinger fra en fjern verden. Det kunne hænde, at der en gang imellem også ankom et sort menneske, bestilt af hoffet eller en rig familie. Ud fra skibet smuttede også rotterne! Andre gange skyldtes det store opbud, at et skib lagde fra kaj. Nogle af skibene lugtede stadig godt af nyt tømmer og skulle på deres jomfrurejse. Kajen summede af ønsker, håb og frygt – og en underlig tavs forladthed, når skibet forsvandt ud i Øresund.

Slavehandelens udvikling

I den periode blomstrede Kompagniet. Der blev tjent på kolonialvarerne, men handlen med slaver var også indbringende.

Slaveri var velkendt i Indien før europæernes ankomst. Slaverne var enten krigsfanger eller fattige folk, der var blevet solgt på grund af gæld eller havde solgt sig selv. Ostindisk Kompagni havde i perioden 1688-90 tjent godt på eksporten af slaver fra Indien til Sumatra og Malacca.

Frederik 4. havde i 1707 befalet, at døbte slaver skulle frigives. Det mødte stor modstand fra de udstationerede danskere, som brugte slaverne i deres husholdning, og skibenes mandskab tjente på at videresælge de indiske slaver til den hollandske guvernør i Cape Town. Kompagniet forsøgte igen at forbyde handlen med slaver, men tillod den atter i 1737 – på trods af guvernørens advarsel: “slavehandelen gør os ikke alene hadet af de indfødte, men vi kommer i dårlig omtale hos alle europæiske nationer her i Indien, eftersom de selv er ophørt med denne handel.”

Endelig i 1753 forbød Kompagniet definitivt den ukristelige handel. I 1671 var Vestindisk Kompagni blevet oprettet af Christian 5. Det var dog først fra begyndelsen af 1700-tallet, at der for alvor kom skub i kompagniets handel med slaver og slaveproduceret sukker. Efterspørgslen steg – især efter erhvervelsen af øen St. Jan i 1718 og købet af St. Croix i 1733. Der var nu basis for at udsende 2 til 3 skibe om året.

Hjemme i København udvidede kompagniet også. Det tidligere hovedsæde på Slotsholmen blev i 1728 flyttet til området omkring Grønnegårdshavnen i Strandgade på Christianshavn. Her blev der bygget administrationsbygning, pakhus og sukkerraffinaderi, og i 1748 købte Kompagniet det nærliggende skibsværft.

Efterhånden konstaterede Vestindisk Kompagni, at indtjeningen på slavehandelen udviklede sig til en underskudsforretning og valgte derfor at neddrosle handlen med slaver og i stedet koncentrere sig om sukkerproduktionen. Den svigtende indtjening på slavesejladsen førte til, at sejladsen med slaver blev overdraget til private reddere. Disse reddere havde så god indtjening, at de lagde pres på regeringen om helt at privatisere og liberalisere handlen med slaver, sukker, bomuld og tobak. I 1754 besluttede regeringen så at nedlægge Kompagniet. Herefter kunne enhver undersåt i Danmark gå ind i handlen med slaver, forudsat at han havde tilstrækkelig kapital.

I sin levetid nåede det Vestindiske-Guinesiske Kompagni, som det senere kom til at hedde, at sende over 200 ekspeditioner til enten Vestindien eller Guinea, inden forbuddet mod handel med slaver trådte i kraft.

De næste 50 år, i den florissante periode frem til 1807, blev handlen på Vestindien og Guinea drevet af private reddere. 2.914 gange sendte de i de næste 50 år skibe til Guinea og Vestindien. I den periode voksede antallet af slaver på de Vestindiske øer fra 14.000 til 35.000. Hvor mange, der er børn af slaver, kan man ikke se ud fra tallene.

Tyskerfejden

Danmark havde som beskrevet fået sin første udlændingelov i 1776 Forordningen om Indfødsret. Loven omfattede Danmark, Norge og Hertugdømmerne. Den måtte nødvendigvis føre til et stadig mere anstrengt forhold til den tysktalende del af befolkningen og særlig efter Struensees fald. Konflikten mellem dansksindede og den tysktalende befolkning tilspidsedes og førte til Tyskerfejden 1789-90 og tilførte yderligere brænde til nationalismen.

Tyskerfejden var hovedsagelig koncentreret til København og var opstået som en følge af danskernes uvilje mod de mange tyskere på fremtrædende poster i administrationen og kulturlivet.

Tyskerfejden ebbede gradvist ud i løbet af 1790. Der havde været mange følelser på spil, som ikke bare kunne fortrænges. Danskerne forlangte, at tyskerne skulle tale dansk og deres kultur skulle være dansk. Tyskerne hævdede modsat deres statsborgerlige ligeret. Selv om fejden ebbede ud, var der skabt et skel mellem dem og os – tyskerne og os – som fulgte med ind i det følgende århundrede.

Den Første Verdens Krig

Ude i Europa blev der udkæmpet en bitter krig, 7-års krigen, i perioden 1756 til 1763. Det var blandt andet den, som førte til en efterspørgsel efter danske landbrugsvarer. Hovedmodstanderne var på den ene side Storbritannien, Prøjsen og Hannover og på den anden side Frankrig, Rusland, Østrig, Sverige og Sachsen. Senere blev Spanien og Portugal trukket ind i krigen. Kamphandlingerne bredte sig til de oversøiske kolonier i Amerika. Det totale tabstal for Syvårskrigen blev stort. Man mener, at et sted mellem 900.000 og 1.400.000 personer døde.

Englands premiereminister Winston Churchill (1874 – 1965) kaldte senere denne verdensomspændende krig Første Verdens Krig. Danmark undgik at blive involveret og Danmark undgik en revolution, men begivenhederne uden for landets grænser kom så til gengæld ind over vores grænser allerede i 1801.

Den amerikanske uafhængighedserklæring 4. juli 1776

Amerika lå langt væk, men den nyopdagede verden lå ikke længere væk, end at mange udvandrede af såvel religiøse som politiske grunde og som følge af fattigdom og selvfølgelig også af eventyrlyst.

England havde brugt mange penge på sine krige i Europa og i de oversøiske kolonier, og statskassen var derfor tom. London forsøgte derfor at skaffe penge ved at pålægge kolonierne told på importerede varer. Det vakte vrede og med tolden på the eskalerede vreden. Den 16. december 1773 stormede en gruppe, som kaldte sig Frihedens Sønner, ud fra Old South Meeting House i Boston, forklædte som Mohawks. De invaderede tre handelsskibe i havnen, som var lastet med the. Mændene tømte lastrummene for alle thekasser, de kunne finde, og smed dem i havnen. Da de havde smidt de 342 kasser the i vandet, gjorde de skibenes dæk rene. The Tea Party-bevægelsen var dermed skabt.

Da meddelelsen om den ødelagte the nåede den engelske konge George 3., indførte han en række love, der blokerede Bostons havn for skibe og begrænsede Massachusetts’ selvstyre. Desuden skulle kongen fremover udpege koloniernes regering, dommere og politiembedsmænd. Det var den provokation, som førte til det endelige oprør mod England, Den amerikanske Uafhængighedskrig (1775–1783).

Den 4. juli 1776 erklærede tretten britiske kolonier i Amerika deres uafhængighed af Storbritannien. Erklæringen blev en forløber for Den franske Menneskeretserklæring 26. august 1789.

Den amerikanske uafhængighedserklæring byggede på idéen om folkesuverænitet, det vil sige, at den politiske magt i en stat må bygge på folkets samtykke.

De revolutionerende tanker i Amerika nåede Europa og skabte uro og frygt hos kongerne og kejserne i Europa og også i Danmark. Frygten blev en underliggende kraft og inspirator for folk i den gamle verden.

Den franske revolution

Den franske revolutions begyndelse dateres til 14. juli 1789, hvor middelalderfæstningen Bastillen stormes. Bastillen var et frygtet fængsel og rummede tillige et stort våbenarsenal. Under ledelse af Marquis de L’Afayette, veteran fra den amerikanske borgerkrig, blev Bastillen indtaget. Der var oprettet en komité af borgere i Paris, som den følgende dag udnævnte de L’Afayette til kommandør af de væbnede styrker i Paris. Kongefamilien blev tvunget til at forlade Versailles og flytte til Paris i det tidligere residensslot Tuilerierne.

Det var i høj grad de voksende sociale og økonomiske spændinger, der førte til oprøret. Adelen og kirken var under enevælden fritaget for skat og sad desuden på den politiske magt. En magt, som borgere og bønder blev holdt udenfor. Høsten havde desuden i flere år slået fejl, og bønderne var som en følge heraf ude af stand til at levere mel til pariserne og var selv stærkt forarmede. Frankrig havde tabt på den udenrigspolitiske scene, og det havde kostet dyrt. Hoffets ødselhed var en stigende provokation, og dertil kom, at oplysningstidens ideer om folkestyre og menneskerettigheder slog rod i befolkningen.

Den franske revolution blev blodig og spredte frygt rundt i andre lande med enevældige monarkier. Den kom dog, til trods for grusom terror og diktatur, til at lægge grunden til de demokratier, som i det kommende århundrede voksede frem i Europa og den vestlige verden. Borgerskabet blev en magtfaktor med krav om ligeret for loven.

Flere af revolutionens markante personer endte deres liv under guillotinen, hver gang et terrorregime skiftede fra det ene til det andet. Filosoffen Jean Antoine Condorcet (1743–1794) var en af dem, som undgik guillotinen, idet han tog gift. I en periode, hvor han havde holdt sig skjult, skrev han sit hovedværk Esquisse d’un tableau historique des progrés de l’esprit humain, hvor han optimistisk forudser, at samfundet vil blive præget af fornuft og videnskab, hvorved menneskeheden vil opnå større lykke.

En af kvinderne var Olympe de Gouges (1748–1793). De Gouges var kvinderettighedsforkæmper og udgav værket Déclaration des droits de la femme et la citoyenne. Her kræver hun fuld ligestilling mellem kvinder og mænd. Berømt er hendes artikel 10, hvor hun skriver: “Kvinden har ret til at bestige skafottet. Da skal hun også have ret til at bestige talerstolen.”

Hun kom til at bestige skafottet i 1793. Der skulle gå 150 år, før kvinderne i Frankrig fik stemmeret. Det skete 21. april 1944.

Slaget på Reden 2. april 1801

Slaget på Reden kommer til at markere ikke bare overgangen fra et århundrede til et andet, men også fra en epoke til en anden. For Danmark havde 1700-tallet været et fredens århundrede, hvor landet ved hjælp af hævdelsen af Danmark som et neutralt land lykkedes at holde landet uden for krigene mellem de europæiske stormagter. Men hen mod århundredskiftet blev det i stigende grad vanskeliggjort.

Vi havde selv bidraget til problemerne ved at lade vores store handelsflåde sejle i konvoj, det vil sige lade krigsskibe ledsage handelsskibene. Det provokerede nu England, som under den amerikanske frihedskrig ikke havde haft styrke til at sætte ind over for Danmarks til det yderste udnyttelse af neutralitetsflagets beskyttelse. Dannebrog var for flere af de krigsførende lande kommet til at fungere som et bekvemmelighedsflag.

Modsætningsforholdet mellem Danmark og England drejede sig først og fremmest om de rettigheder og forpligtelser de neutrale og de krigsførende lande havde, hvilket var nærmest umuligt at blive enige om, da hvert land havde sine principper og retningslinjer. Der var store formuer på spil for redderne og handelshusene. Den danske regering havde hele tiden som mål at sikre den størst mulige indtjening for handelsflåden. Regeringens bekymring var, hvor langt den kunne presse englænderne og forsvare neutraliteten, men også hvornår det var klogest at vaske sine hænder og lade købmændene og rederne og deres udenlandske forretningsforbindelser sejle deres egen sø, som Ole Feldbæk skriver i Slaget på Reden.

Det var udenrigsminister A.P. Bernstorff, der balancerede udenrigspolitikken med det klare mål at fastholde neutraliteten. Under hånden havde han diskret ladet købmænd og reddere vide, at regeringen ikke agtede at støtte dem, hvis de transporterede krigskontrabande eller hvis de transporterede gods tilhørende de krigsførende lande eller hvis de besejlede havne under blokaden, skriver Ole Feldbæk.

Situationen til søs blev mere og mere tilspidset. Bernstorff gav ikke slip på forhandlingsmålet: fortsat neutralitet. Men i juni 1797 dør Bernstorff, og det fører til et markant skift i Danmarks politik. Kronprins Frederik var blevet 29 år. Han havde indtil Bernstorffs død ladet den gamle erfarne mand klare udenrigspolitikken og selv fungeret som marineminister. Kronprinsens nære vennekreds var de røde fjer, en gruppe af officerer, som han lyttede til. Efter Bernstorffs død ville han nu selv regere og oprettede derfor sit eget kabinet uden om statsrådet.

Herved svækkede han statsrådet, idet han personligt afgjorde alle sager i sit kabinet. Han udnævnte den 28-årige diplomat Christian Bernstorff, søn af A.P. Bernstorff, til farens efterfølger, men han blev ikke medlem af statsrådet, da kronprinsen udelukkende knyttede ham til kabinettet. Den unge Bernstorff blev allerede efter en måned udsat for det første pres for konvoj til skibene fra Ostindien. Det lykkedes ham at afparere.

Guldalderen 1800 – 1850

Perioden fra århundredskiftet og til midten af 1800-tallet har i Danmark fået navnet Guldalderen.

Fortrængt er Slaget på Reden i 1801 og englændernes terrorbombning af København i 1807. Fortrængt er også den såkaldte Statsbankerot, malariaepidemien, den dybe fattigdom, børnearbejdet, tabet af Norge, en lov om trykkefrihed, som gav meget lidt frihed og til gengæld hårde straffe. Den lammede pressen i de næste 30 år og sendte blandt andre Peter Andreas Heiberg (Johan Ludvig Heibergs far) i eksil og Dr. Dampe i fangenskab på Christiansø. At Danmark først ophævede slaveriet i 1848 og var Guldalderens mørke skygge har ikke fået lov til at forstyrre vores opfattelse af første halvdel af 1800-tallet som en gylden periode i Danmarkshistorien.

Vi har valgt at huske, at Danmark indførte skolegang for alle landets børn, at stavnsbåndet og bøndernes hoveri blev ophævet, reformer, som Oplysningstiden havde igangsat. Og vi husker Thorvaldsen, maleren C.W. Eckersberg og guldalderens andre malere og udøvende kunstnere. Vi husker Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og H.C. Ørsted og alle de mennesker, som trods krigene og tabene fik epoken til at blomstre og åbnede et stadig mere selvbevidst borgerskabs øjne og interesse for en verden af rigdom, som tidligere kun havde været for de få.

Vi følger i denne periode de personer, som vi lærte at kende i Oplysningstiden og vi lærer efterhånden deres børn at kende. Nye personer kommer til. Deres liv præges af Guldalderens lys og mørke, tankerne og truslerne ude fra og de tiltagende spændinger i Slesvig-Holsten. De bliver vidner til, at Danmark går fra at være en stormagt til at blive et lille land. Hvad det gør ved dem og landet ved de ikke noget om, da de sender deres mænd i krig i Sønderjylland.

Anvendt litteratur til Boblerne i bækken

Slægtshistorie og erindringer

Stamtavle over Apotheker, Assessor Jacob Møllers Levnetsbeskrivelse af Hans-Jacob Møller
Erindringer. Fhv. Redaktør, Landbrugskandidat, cand. phil. Carl Mar: Møller. Årstal?
Stamtavle over Etatsråd Simon Andersen Dons’ Efterkommere af Henning Heilesen
Breve og fortællinger om slægten og billeder af slægten
Da Koldinghus brændte og anden info om Kolding omegn til 1849 – familienmejlby.dk

Biografier og historiske værker

Claus Bjørn: Den gode sag. En biografi om Christian Ditlev Reventlow, København, Gyldendal, 1992
Jens Engberg: Magten og Kulturen, bind II og III (Gad)
A.G. Drachmann: En gammel skibslæges erindringer, Forlaget Skovlænge, 1990
Benjamin Asmussen: Kinafarerne, mellem kejserens Kina og kongens København, GAD/Museet for Søfart, 2019
Ove Korsgaard: Kampen om lyset, Nordisk Forlag A/S, 1997
Ove Korsgaard: Kampen om folket – et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år, Gyldendal, 2012
René Karpantschof: De stridbare danskere – Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920, Gads Forlag, 2019

Biblioteker og arkiver

Statens Arkiver
Kvinfos bibliotek

Kulturhistorie og kunst

Guldalderens verden, red. Bente Scavenius (Gyldendal)
Fogtdals Illustrerede Tidende
Hans Christian Bjerg & Ole Frantzen: Danmark i Krig (Politiken)
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Kongens København – En guldaldermosaik (Gyldendal)
Peter Tudvad: Kierkegaards København (Politiken)
Kvindfolk i 1600-1900, red. Anne Margrete Berg, Lis Frost og Anne Olsen (Gyldendal)
R. Broby Johansen: skolen i kunsten – kunsten i skolen (Danmarks Lærerforening)

Krigshistorie

Da spaniolerne kom – Krig og kulturmøde 1808, red. Henning Petersen (Wormianum)
Beretninger – Da spaniolerne kom…1808 (Langelands Museum)
Johannes Helms: Soldaterliv i Krig og Fred – For en menneskealder siden (Gyldendal/Nordisk, 1909)
C. Møller: Borbjerg Sogns Historie (Ringkøbing, 1929)
Mylius Erichsen: Den Jyske Hede før og nu (Hernov)
Medicinsk Forum nr. 6, 39. årg., december 1986
Alsnissen 1860 om Hans Tellus Møller og Gammelgård
Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, Gyldendal, 2008
Tom Buk-Swienty: Dommedag Als, Gyldendal, 2010

Litteratur

Herman Bang: Det Hvide Hus (Imprimatur)
Herman Bang: Tine (Gyldendal)

Konsulenter

Gitte Behrs, cand.mag., museumsinspektør Hjerl Hede
Klaus Højberg, cand.mag. i historie